Praktikplads helt i top: Vi spiller hinanden gode

18. jun 2021

Frihed, ansvar og udfordringer er nøgleordene bag Årets Erhvervsakademipraktik 2021 på Erhvervsakademi MidtVest. Prisen går i år til fødevarevirksomheden Vestkorn og procesteknolog Jesper Meyer Nielsen.

Praktikant nominere sin praktikplads
Head of Technical Sales Food Bjørn Rasmussen (tv), procesteknolog Jesper Meyer Nielsen og uddannelseschef John Brunsborg (th) fejrede indstillingen til Årets Erhvervsakademipraktik 2021

Vi bør tage ansvar for udviklingen

Der er store smil over hele linjen, da Bjørn Rasmussen, Head of Technical Sales Food ved Vestkorn, får overrakt gaver og lykønskninger med den nyerhvervede titel som Årets Erhvervsakademi på Erhvervsakademi MidtVest.

Det er procesteknolog-studerende Jesper Meyer Nielsen, der har indstillet sit tidligere praktiksted til prisen.

”Jeg har været så glad for at være der, og det vil jeg gerne fortælle dem på en god måde. Derfor kom det bare helt naturligt at lave den indstilling”, forklarer han.

Jesper Meyer Nielsen er den første praktikant hos Vestkorn, og virksomheden har haft en positiv oplevelse af praktiktiden.

”Jesper bliver bestemt ikke vores sidste praktikant. Det har været en sjov og lærerig proces for os. Vi ved ikke alt. Når Jesper kommer her og ser med friske øjne på det, vi laver, så spiller vi hinanden gode”, siger Bjørn Rasmussen og fortsætter:

”Vi synes, at det er vigtigt, at vi som virksomhed tager et ansvar for at udvikle dygtige procesteknologer inden for vores branche. Det kan også hjælpe os med at rekruttere kompetente medarbejdere her i området i fremtiden”.

Jeg laver lige det, jeg er god til

For Jesper Meyer Nielsen har praktikperioden været en god måde at prøve kræfter med arbejdet som procesteknolog.

”Jeg har arbejdet med at finde applikationer til en ny prægelitineret stivelse. Jeg har selv stået for hele processen med at analysere stivelsen, tolke resultaterne, eksperimentere med stivelsen og til sidst udvikle opskrifter, så det kan sælges videre til fødevareproducenter. Det har været meget lærerigt for mig”, forklare Jesper Meyer Nielsen.

Og han er slet ikke i tvivl om, at han har fundet sin rette plads i fødevarernes verden.

”Jeg er landet et sted, hvor jeg kan lave lige det, jeg er god til og rigtig glad for. Jeg er glad for processerne, og det er en god arbejdsgang. Jeg har haft tiden og pladsen til at lave en masse forskelligt, og det er sjovt. Det er ikke et arbejde, det er en hobby. Så jeg glæder mig til at komme på arbejde”, slutter Jesper Meyer Nielsen.

Selvom Jesper Meyer Nielsen har afsluttet sin praktik, har han stadig sin gang hos Vestkorn, da han laver sit afgangsprojekt med fokus på is sammen med virksomheden. Begge parter håber på, at det gode samarbejde kan fortsætte med en fastansættelse i udviklingsafdelingen i Norge, når Jesper Meyer Nielsen er færdiguddannet til sommer.

”Jesper bliver bestemt ikke vores sidste praktikant. Det har været en sjov og lærerig proces for os. Vi ved ikke alt. Når Jesper kommer her og ser med friske øjne på det, vi laver, så spiller vi hinanden gode” 

- Bjørn Rasmussen, Head of Technical Sales Food ved Vestkorn


Årets Erhvervsakademipraktik

Årets Erhvervsakademipraktik blev første gang uddelt i 2016, og siden har tusindvis af praktikanter fra erhvervsakademierne rundt om i landet får hvert år haft mulighed for at give deres virksomhed et skulderklap ved at nominere dem til den prestigefyldte pris.

De otte erhvervsakademier finder hvert år deres lokale vinder, som dyster i en national konkurrence for at finde den bedste praktikplads i Danmark.
Mandag den 10. maj 2021 holdes finalen delvist virtuelt: Vinderne mødes fysisk til den festlige begivenhed, mens alle øvrige interesserede kan følge med bag skærmen.

 

Bliv procesteknolog

På den 2-årige erhvervsakademiuddannelse til procesteknolog med studieretning i fødevareteknologi arbejde de studerende med udvikling og produktion af fødevarer til den moderne forbruger.

Læs mere