Christina, 40, begynder at læse til revisor

03. jul 2018

Efter 15 år som frisør og efter at have født tre børn, vil Christina Balslev Volshøj udleve drømmen om et liv med tal.

Dimittend med 3 børn
Christina Balslev Volshøj med en rose i hånden eft er veloverstået eksamen - sammen med sine tre børn Tristan, Olivia og Alexander. Privatfoto

Christina Balslev Volshøj, Vejrum Kirkeby, har altid været glad for tal og struktur. Men alligevel valgte hun at tage en sproglig studentereksamen. Men i en alder af 40 år er der alligevel blevet plads til et nyt liv med tal.

Christina er nemlig nyudklækket som finansøkonom fra Erhvervsakademi Midtvest i Holstebro og netop gået i gang med uddannelsen som revisor.

"Jeg har nydt at skulle lære
og få viden puttet ind i hovedet igen."

- Christina Balslev Volshøj, finansøkonom

Ville arbejde med tal

Inden hun gik i gang med at læse igen, arbejdede hun som frisør i saloner i Herning, Holstebro og Lemvig gennem 15 år.

- Det gav mig mange gode oplevelser, men til sidst brændte jeg ikke længere for faget. Jeg fik også en overbelastning i min hånd og havde lyst til at udleve drømmen om noget med tal, forklarer hun.

Det gav lidt af en udfordring, for i matematik var hun helt blank. Derfor tog hun først matematik på C-niveau som selvstudium og fulgte op med et turbokursus på B-niveau fem uger i en sommerferie på VUC. Det gik godt: 10 i mundtlig og 12 i skriftlig.

Dermed var hun klar til studiet på erhvervsakademiet, hvor hun igen bestod med topkarakter.

Læreplads var tidligt i hus

- Jeg har nydt at skulle lære og få viden puttet ind i hovedet igen, fortæller hun. Allerede i september sidste år fik hun en aftale om en læreplads som revisor hos PWC i Holstebro, hvor hun så kom i praktik fra januar til marts.

- Det var lidt specielt, fordi man trods sin alder er nederst i hierakiet, og mange i 20'erne er over mig. Men det har jeg været helt afklaret med, siger Christina.

Hun er sikker på, at hendes livserfaring og evnen til at tale med andre mennesker og skabe tillid har været med til at give hende uddannelsesaftalen.

Vil være statsautoriseret revisor

Hun har arbejdet en dag om ugen hos PWC, mens hun skrev sin hovedopgave og efter sommerferie starter hun som trainee. Hun regner med at klare hele uddannelsesforløbet til statsautoriseret revisor i løbet af otte år.

- Det vil jeg gerne, og jeg synes ikke, det virker uoverskueligt. Imens er børnene jo også blevet store, smiler hun.

Hun har sammen med Bjarke, der er soldat, Tristan på 11, Olivia på 9 og Alexander på 6. Christina Balslev Volshøj er tidligere elitegymnast, men et sprængt korsbånd i 2001 ødelagde den videre karriere.

Men nu tager hun en tørn som træner i gymnastik hos VGF 89 i Holstebro, hvor hun skal instruere alle tre børn efter sommerferien. Inden nyder familien en velfortjent ferie 14 dage i en ferielejlighed i Italien.

Artiklen er skrevet og redigeret af Lars Rask Vendelbjerg, rask@dagbladetholstebro.dk, og udgivet i Holstebro Dagblad den 2. juli 2018.

 

Bliv finansøkonom

På den 2-årige erhvervsakademiuddannelse til finansøkonom bliver de studerende klar til en karriere med rådgivning og økonomi. Uddannelsen har fokus på økonomi, finansiering og rådgivning.

Læs mere