Uddannelse med guldkorn til selvstændige
14. dec 2021
Charlotte Victoria Green er medindehaver af Bierstube i Holstebro - og samtidig studerende på Erhvervsakademi Midtvest; en kombination hun vil anbefale til andre selvstændige. - Uddannelsen giver gode redskaber til at drive virksomhed, siger hun - Jeg var aldrig kommet så langt uden min studiegruppe, siger iværksætteren, der studerer på Erhvervsakademi Midtvest
Egentlig havde hun besluttet at forlade restaurationsbranchen og finde på noget helt nyt. Men så åbnede en ny mulighed sig - og nu bliver hun i branchen.
Charlotte Victoria Green var i fuld gang med at kigge på lejlighed i Aarhus, da hun fik mulighed for at købe sig ind i værtshuset Bierstube i Holstebro. Hun slog til sammen med sin kæreste, Mikkel Olsen - det er nu snart fem år siden og hun har ikke fortrudt.
"Jeg er ikke så god til at lave det samme hele tiden. I hvert fald ikke, hvis det ikke udfordrer mig, og jeg kan være med til at udvikle det. Og efter at have været i restaurationsbranchen siden jeg var 18 år, var tiden inde til noget nyt. Og det blev også noget helt andet, da jeg selv blev indehaver - så kunne man pludselig selv bestemme over udviklingen," siger den nu 29-årige holstebroer.
Mere uddannelse gav brugbare redskaber
Da hun og kæresten købte det lokale værtshus, havde hun netop afsluttet uddannelsen som serviceøkonom på Erhvervsakademi Midtvest i Holstebro. Og efter to år som værtshusindehaver fik hun lyst til at læse videre.
Hun har derfor nu taget første år af en professionsbachelor i Innovation & Entrepreneurship på Erhvervsakademi Midtvest og mangler nu blot det endelige bachelorprojekt og den afsluttende eksamen.
"Jeg har fået så mange guldkorn, og det har helt sikkert hjulpet os til at kunne skabe den udvikling og vækst, vi har drømt om."
- Charlotte Victoria Green, ejer af Bierstube
"Det har været fedt. Travlt men fedt. Jeg kan kun anbefale det til andre unge selvstændige. Uddannelsen giver en masse redskaber og teorier, som man kan bruge i sin virksomhed. Man bliver klogere på sig selv og udvikler sig - og så får man et godt netværk, som kan give sparring på områder, hvor man måske ikke selv er superhård," siger den unge iværksætter, som undervejs i uddannelsen også har fået sønnen Viggo og været på barsel.
"Det har heldigvis sagtens kunne lade sig gøre, ikke mindst nu, hvor jeg er ude af den daglige drift og mere fokuserer på optimering, ledelse og udvikling med min uddannelse i bagagen," siger hun.
Succesfuldt imageskifte og fordoblet omsætning
I de første år efter, at parret havde overtaget Bierstube, var det Charlotte Victoria Green, der stod for den daglige drift af værtshuset - og helt fra starten var det planen at gennemføre et imageskifte.
"Vi har haft fuld fokus på, hvordan vi kunne optimere driften, udvikle og vækste. Vi arbejdet meget på at ændre stedets image fra at være et værtshus til at være en mellemting mellem et værtshus og en pub. Og vi kan virkelig mærke, at det begynder at bære frugt," fortæller hun.
Parret har således mere end fordoblet værtshusets omsætning og fået et større kundegrundlag - blandt andet med 90 forskellige slags øl, masser af livemusik og aktiviteter som julefrokost og golfturnering.
"I dag er stedet for alle, helt fra det yngre publikum og op ad. Både stamkunder og dem, der bare kommer indimellem," siger Charlotte Victoria Green, der har brugt alle de redskaber, uddannelsen har givet hende med - sammen med idéer fra sine medstuderende til eksempelvis markedsføring.
"Jeg har fået så mange guldkorn, og det har helt sikkert hjulpet os til at kunne skabe den udvikling og vækst, vi har drømt om," siger hun.
Innovation og entrepreneurship
På den 1,5-årige professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship arbejder de studerende med kreativ idégenerering, innovative processer, innovationsledelse og forretningsudvikling enten i egen virksomhed eller i en allerede eksisterende virksomhed.