Trine blev restaurantchef efter en måned i job

19. nov 2018

Efter tre et halvt år med fuld fart på som restaurantchef er Trine Wulf Larsen klar til at skifte karrierespor. Hendes toårige uddannelse som serviceøkonom fra Erhvervsakademi MidtVest åbner døre til en bred vifte af andre brancher.

Kvinde sidder med sin computer
Trine Wulf Larsen havde været restaurationschef i tre et halvt år, da hun sagde sit job op for at se, hvad jobmarkedet ellers har at byde på.

Let at komme i gang som serviceøkonom

27-årige Trine Wulf Larsen blev færdiguddannet serviceøkonom i 2015 og ansat ved Pakkehuset i Skagen, der på en gennemsnitsdag i juli har 1500 gæster. En måned senere blev hun forfremmet til restaurantchef. Senere skiftede hun til Hotel Nørre Vosborg nær Holstebro, hvor hun fik ansvar for restauration og hotel.

"Hvis man skal være chef, så handler det om at gå forrest og om at turde at gøre, hvad der skal til. Jeg har også altid arbejdet ved siden af mit studie. Det gav mig en masse erfaring, så det var let at komme hurtigt i gang, da jeg var færdig som serviceøkonom hos Erhvervsakademi MidtVest", siger hun.  

"Det var skønt og dejligt at være restaurantchef, men også utrolig hårdt og krævende. Nu har jeg lyst til at komme ud, hvor jeg får tid til at arbejde med andet end chef-rollen."

– Trine Wulf Larsen, tidl. restaurantchef, Hotel Nørre Vosborg

Klædt på til chefstilling

Uddannelsen til serviceøkonom var ikke noget, der lå ligefor for Trine, da hun blev færdig med gymnasiet. Hun var glad for sit studiejob som tjener. Særligt kundekontakten og serviceelementet tiltrak hende, og så var det sjovt. Men Trine følte også efter noget tid, at hun havde brug for at blive udfordret.

"Det var måske ikke helt det, jeg ville på den lange bane. Så fandt jeg serviceøkonomiuddannelsen, og det gav mig et grundlag for at komme dybere ind i det, som jeg kunne lide. Jeg fik lagt et lag ovenpå i forhold til planlægning og koordinering, og fik styrket mine ledelsesmæssige kompetencer."

Serviceøkonomiuddannelsen er meget bred. Der er fire semestre, som er opdelt på temaområder, hvor man beskæftiger sig med forretningsforståelse, service og oplevelse, men også samarbejde og relationer. Disse fag havde rustet Trine, så hun var klar, da hun blev kastet ud i en lederstilling.

"På uddannelsen lærte jeg om folks forskelligheder, om at sammensætte personlighedstyper, så man får det bedste udbytte af et samarbejde. Jeg lærte om at kommunikere med forskellige typer af mennesker, men jeg lærte også meget i forhold til mig selv; hvad jeg selv er god til, og hvad jeg ikke klarer så godt."

”Meget voksen”

De fleste af Trines veninder går stadig i skole. Mange læser på universitetet og er i gang med at skrive deres kandidat.

"Mine veninder synes, jeg er meget voksen. De sidder hjemme og læser det meste af tiden, mens jeg er ude og arbejde – og har gjort det siden 2015", fortæller Trine.

Serviceøkonomiuddannelsen tager to år, heriblandt et 12 ugers praktikforløb. Der er mulighed for at bygge ovenpå, hvis man vil have mere uddannelse. Det er, som tingene er nu, ikke noget, Trine har planer om at gøre i den nærmeste fremtid. Hun er meget glad for at få noget for hånden.

"Men jeg synes, mine veninder er enormt voksne. Jeg ville aldrig kunne finde ud af at tage en uddannelse, der varer fem år. Jeg er nødt til at komme ud og lave noget," fortæller Trine grinende

En uddannelse med muligheder

I dag har Trine sagt sit lederjob op, fordi hun gerne vil gå nye veje. Selvom hun har været meget glad for sit job i restaurationsbranchen, trænger hun til nye udfordringer.

"Det var skønt og dejligt at være restaurantchef, men også utrolig hårdt og krævende. Nu har jeg lyst til at komme ud, hvor jeg får tid til at arbejde med andet end chef-rollen."

Serviceøkonomiuddannelsen giver mange forskellige kompetencer, der passer til forskellige stillinger. Du kan havne i eventbranchen, hotel- og restaurationsbranchen og i turismefaget, for at nævne nogle få.

Den brede uddannelse giver Trine mulighed for at søge stillinger som blandt andet key account manager og projektleder.

"Nu har jeg set hvad restauration har at byde på, og nu vil jeg tage det med mig og så søge ind i en anden branche. Jeg skal have noget med mennesker og service at gøre. Jeg håber, at jeg finder en branche, der er mindst ligeså fed, så jeg kan give den gas og opleve en masse nye spændende og sjove ting," slutter Trine

 

Bliv serviceøkonom

På den 2-årige erhvervsakademiuddannelser bliver de studerende rustet til at skabe oplevelser med service, kreativitet og økonomi for øje. Efter endt uddannelser kan de blive alt lige fra event- og turismekoordinator til hotel manager og projektmedarbejder.

Læs mere