Studerende modtager mikrolegat for innovativ tekande

19. mar 2021

Sara Thy Andreassen og Rasmus Friis har som de første studerende fra Erhvervsakademi MidtVest nogensinde modtaget 25.000 kr. i mikrolegat fra Fonden fra Entreprenørskab.

2 Studerende på Innovation og Entrepreneurship på EAMV

Første studerende til at modtage mikrolegat

Det er to stolte studerende fra PB Innovation og Entrepreneurship, der i marts modtager nyheden om, at de er blevet tildelt en stor sum penge som støtte til deres forretningsidé.

”Vi er helt oppe og køre over det. Vi synes jo selv, at det er verdens bedste idé, så det er fedt at få anerkendelse for vores arbejde. Det betyder meget med det her skulderklap fra nogen udefra, som har vurderet vores idé”, siger Rasmus Friis.

Vil påvirke kaffe-danskerne

Sara Thy Andreassen og Rasmus Friis arbejder på at skabe en ny type tekande, som skal gøre det til en større oplevelse at være te-drikker.

”Vi har udviklet en ny byggemetode til tekander, fordi vi gerne vil optimere smagen. Man kan sige, at det er te-versionens udgave af en stempelkande eller lignende bryggeredskab,” forklarer Sara Thy Andreassen.

”Vi har søgt legatet for at have midler til at lave en funktionel prototype, som vi kan vise til mulige kunder og producenter."

- Sara Thy Andreassen, Innovation og entrepreneurship

”Vi vil gerne skabe et godt alternativ til en lækker kaffe, og det kræver de bedste redskaber. Vi håber på, at det kan være med til at få danskerne til at drikke mere te”, siger Rasmus Friis.

Den unge udvikler-duo går i første omgang efter det danske marked, men på sigt vil de gerne indenfor i varmen hos de mere te-drikkende nationer.

Udvikling og prototyper

Første skridt på vejen er dog at få skabt en prototype af tekanden, og det er her mikrolegatet kommer ind i billedet.

”Vi har søgt legatet for at have midler til at lave en funktionel prototype, som vi kan vise til mulige kunder og producenter. Så nu skal vi have assistance fra en industriel designer for at komme videre med udviklingen af designet, og vi skal have lavet et 3D-print af den”, siger Sara Thy Andreassen.

Sara Thy Andreassen og Rasmus Friis har endnu ikke oprettet officielt oprettet en virksomhed for tekanden, men den proces skræmmer dem ikke. Ved siden af deres studie er de nemlig allerede flyvende med en anden virksomhed, hvor de sælger te online.

"Vi synes jo selv, at det er verdens bedste idé, så det er fedt at få anerkendelse for vores arbejde. Det betyder meget med det her skulderklap fra nogen udefra, som har vurderet vores idé”

- Rasmus Friis, Innovation og entrepreneurship

Om mikrolegatet

Siden 2011 har Fonden for Entreprenørskab uddelt Mikrolegater til studerende med iværksætterambitioner. 
Formålet er at bidrage til at skabe vækstvirksomheder, der kan føre til flere arbejdspladser, eksportindkomster og vækst i samfundet ved at give studerende et mikrolegat, og dermed en mindre finansiel støtte til deres tidlige opstart af egen virksomhed. 

 

Innovation og entrepreneurship

På den 1,5-årige professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship arbejder de studerende med kreativ idégenerering, innovative processer, innovationsledelse og forretningsudvikling enten i egen virksomhed eller i en allerede eksisterende virksomhed.

Læs mere