Når bæredygtighed er fælles afsæt, er vejen til succes kort
21. okt 2021
En bæredygtig tankegang gennemsyrer strategier og arbejdsgange hos Baettr i Lem. - Det er nødvendigt i vores branche, siger CEO Peter Pallishøj, der bifalder, at Erhvervsakademi MidtVest har fokus på bæredygtighed i deres uddannelser og sender praktikanter ud som klimaambassadører
Praktikant med ny rolle
Når Baettr, der designer og fremstiller komponenter til vindindustrien, tager praktikanter ind, er det som regel ingeniørstuderende. Alligevel besluttede virksomheden med hovedsæde i Lem og selskaber i Tyskland, Sverige, Kina og Indien, at invitere Suvethini Kandasamy, en international handel og markedsføringsstuderende fra Erhvervsakademi MidtVest, ind som praktikant i august.
"Vi vil altid gerne have forskellige mennesker med forskellige kompetencer ind i virksomheden, men selvfølgelig skal de understøtte de ting, der foregår. Og her kunne vi se et godt match på nogle andre parametre end dem, vi ellers kigger på," siger CEO, Peter Pallishøj.
Det han blandt andet hentyder til, er Suvethini Kandasamys rolle som ”Klimaambassadør”. I skoleåret 2021/22 har de studerende på Erhvervsakademi MidtVest foruden den almindelige praktik samtidig rollen som ”Klimaambassadør” i deres praktikvirksomheder og forsøger at hjælpe virksomhederne med at sætte fokus på den grønne omstilling.
"Det har været fedt at opleve, at den bæredygtige tankegang ikke er ny for de studerende - at det er opelsket gennem studiet, og at de dermed eksempelvis ved en masse om verdensmålene"
Louise Hessellund, HR project manager hos Baettr
Arbejder aktivt med Verdensmålene
Den del har Baettr dog allerede godt styr på: Hele organisationen, strategier og arbejdsgange er gennemsyret af en bæredygtig tankegang, og virksomheden aktivt arbejder med flere af Verdensmålene. Ikke desto mindre synes Peter Pallishøj, at matchet med Suvethini Kandasamy er godt.
"Vi leverer 100 % til vindbranchen, som i mange år har været igennem en omstilling, der skal gøre alle led af processen mere bæredygtig. Vi er derfor også meget bevidste om bæredygtighed og har en strategisk 2030 sustainability plan, som vi arbejder hen imod. Det er nødvendigt i vores branche - uden det, kan man ikke være en del af den. Så det er noget, vi tager meget alvorligt, men det betyder ikke, at man ikke kan bruge nye øjne udefra," siger han og peger på, at de daglige småforandringer med at skifte til LED-belysning og spare på papir for længst er implementeret.
"Det er klart, at vi er en del af en lang forsyningskæde, og vi er afhængige af at alle led er bæredygtige. Det kommer til at ske over årene, men nogle ting tager længere tid end andre," siger han.
Bæredygtighed er ikke nyt for de studerende
Noget, der til gengæld ikke tog lang tid, var Suvethini Kandasamys vej til at bidrage til Baettrs grønne tankegang. Blandt andet har hun været med til at promovere et Walk & Talk-mødekoncept internt.
"Det har været fedt at opleve, at den bæredygtige tankegang ikke er ny for de studerende - at det er opelsket gennem studiet, og at de dermed eksempelvis ved en masse om verdensmålene," siger Louise Hessellund, der er HR project manager hos Baettr og blandt andet har arbejdet tæt sammen med Suvethini Kandasamy.
"For os er det ikke afgørende hvor i virksomheden, man er placeret; hvis man har gode idéer, lytter vi gerne til dem. Intet er for småt, for alt har jo betydning når man ser på bæredygtighed," siger hun. Både hun og direktøren er enige om, at unge mennesker med klima og bæredygtighed på dagsordenen er et plus for virksomhederne.
"Det er fedt at se nogle af de ting, vi har lært i skolen, blive eksekveret. Det er jo det, det hele drejer sig om"
Suvethini Kandasamy, studerende på International Handel og markedsføring
"Så stor ros til Erhvervsakademi MidtVest for at have fokus på bæredygtighed i deres uddannelser. Det er helt nødvendigt fremadrettet at de unge mennesker har det med," siger Peter Pallishøj.
Vil gøre en forskel - også i sit job
For Suvethini Kandasamy er praktikperioden hos Baettr og rollen som klimaambassadør drømmescenariet.
"Det er fedt at se nogle af de ting, vi har lært i skolen, blive eksekveret. Det er jo det, det hele drejer sig om: At opleve teorierne praktiseret i en rigtig virksomhed og selv at få lov til at hjælpe med at gøre teorierne håndgribelige. Hos Baettr bliver man hørt og er mere end velkommen til at deltage aktivt og komme med nye initiativer. Det er superfedt," siger Suvethini Kandasamy, som går en del op i bæredygtighed i sit eget liv generelt, og glæder sig over muligheden for at gøre det til en del af sit arbejdsliv.
"Når jeg skal ud at finde mig et job efter endt studie, er det vigtigt for mig, at virksomheden, jeg søger hos, faktisk tager aktivt stilling til klima og bæredygtighed - og at man som medarbejder har mulighed for at gøre en forskel."
Fokus på bæredygtighed er vigtig for rekruttering af medarbejdere
Sådan er Suvethini Kandasamy langt fra den eneste, der har det. Så det er også et vigtigt element i rekruttering fremadrettet. Undersøgelser peger nemlig på, at virksomheder, der arbejder fokuseret på at løfte FN’s Verdensmål, Sustainable Development Goals, oplever langt færre udfordringer med at rekruttere og fastholde højtuddannet arbejdskraft. Og at den unge generation er mere interesseret i at søge job hos arbejdsgivere, der tager et ansvar for planeten.
Det er blandt andet den udvikling - og den generelt stigende klimabevidsthed - der har fået Erhvervsakademi MidtVest, der tilbyder videregående uddannelser i Herning, Holstebro og Skjern, til at sætte fokus på netop klima og bæredygtighed i uddannelsen.
Projektet med klimaambassadører fortsætter ind i 2022, og den indsamlede viden og analysen af de data, der kommer via projektet, vil komme til at indgå i undervisningen fremover, og vil samtidig indgå som materiale i workshops og seminarer for både studerende og det lokale erhvervsliv.
International handel og markedsføring
På den 1,5-årige professionsbachelor i international handel og markedsføring får de studerende kompetencer inden for marketing, handel og salg for at kunne arbejde med fx marketing- og salgskampagner, on- og offline markedsføring, indkøb og salg.