Klædt på til iværksætteri og ledelse

19. jun 2018

Når snakken falder på professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship, tænker de fleste på iværksætteri, gode forretningsideer og kreative hjerner. Men mere traditionelle stillinger, hvor evner inden for ledelse, processtyring og innovation, er også i spil, når de studerende er færdige med uddannelsen.

2 Studerende arbejde med projekt

Professionsbacheloruddannelsen (PBA) i innovation og entrepreneurship tiltrækker i høj grad studerende, der gerne vil dyrke deres indre kreativitet og forretningsmand. Uddannelsen tiltrækker et bredt spekter af studerende fra mange forskellige erhvervsakademiuddannelser, og adgangskravet er, noget ulige sine mange søster-PBA’ere, ikke mindet på, at de studerende skal have stiftet bekendtskab med et specifikt fagområde, før de kan søge om optagelse.

Her handler det i højere grad om at tilegne sig viden og hands-on læring om innovation, iværksætteri og ledelse, der kan bruges og puttes ned i alle tænkelige fagområder.

”Vi lærer også om forandringsledelse, og hvordan man som leder i en virksomhed tilpasser sig kontinuerlig udvikling og agerer over for sine medarbejdere i den kontekst.”

- Max Reimer, studerende på innovation & entrepreneurship 

Silikoneprodukt til stiletter

Max Reimer studerer på innovation og entrepreneurship, og han har igennem uddannelsen arbejdet på at kickstarte egen virksomhed sammen med sin partner Nicolai Mernild. Max har via en række brugerstudier med kvinder fundet ud af, at lyden af stiletter udgør et irriterende og forstyrrende element for de stiletgående kvinder. Midlet til at kvæle lyden er et silikoneprodukt, der kan sættes på stiletten uden at gå på kompromis med æstetikken. Let og simpelt til en stor kundegruppe.

”Med uddannelsen er jeg blevet bedre rustet som iværksætter, og det hænger f.eks. sammen med, at jeg er kommet i praktik i min egen virksomhed, og derfor har jeg fået mulighed for at udvikle på produktet og forretningen bag”, fortæller Max.

Lige nu er Max i gang med at teste produktet og finde investorer, så forretningen bag silikoneproduktet er ved at tage sin form.

Ikke kun iværksætteri

De fleste studerende på uddannelsen har ligesom Max Reimer hang til iværksætteri, entreprenørskab og forretningsudvikling, men uddannelsen giver ikke kun en viden om, hvordan du udtænker din forretningsidé og får den ud at leve. Den giver også hands-on læring om, hvordan man agerer som leder og arbejder med innovationsprocesser i eksisterende virksomheder.

”Vi lærer også om forandringsledelse, og hvordan man som leder i en virksomhed tilpasser sig kontinuerlig udvikling og agerer over for sine medarbejdere i den kontekst”, fortæller Max endvidere.

Så uddannelsen taler i høj grad ikke kun til dem med iværksætter-drømme, men også dem der gerne vil arbejde i en større, eksisterende virksomhed med facilitering af innovations- og udviklingsprojekter og ledelse. Lige netop en lidt bredere forståelse af, hvad uddannelsen kan, er centralt i fortællingen om uddannelsen, forklarer uddannelsesleder, Klemen Nielsen

”Uddannelsen er i høj grad for dem, der gerne vil stifte egen virksomhed, og dem har vi været gode til at tiltrække. Men det er altså ikke et krav, at man skal opstarte egen virksomhed. Uddannelsen giver nogen brede kompetencer, der er efterspørgsel efter i allerede eksisterende virksomheder.”   

 

Innovation og entrepreneurship

På den 1,5-årige professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship arbejder de studerende med kreativ idégenerering, innovative processer, innovationsledelse og forretningsudvikling enten i egen virksomhed eller i en allerede eksisterende virksomhed.

Læs mere