”Jeg har kun et liv, så der er ingen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal bruge min tid på”

26. feb 2019

Iværksætter helt ind til benet. Det er den oplevelse, man får, når man møder 26-årige Jane Vennersdorf, der i dag er ejer og medstifter af to konsulentvirksomheder og i januar færdiggjorde sin professionsbachelor i innovation og entrepreneurship fra Erhvervsakademi MidtVest.

Kvinde skriver på tavle

Duracell-kaninen på skolebænken

I 2015 afsluttede 26-årige Jane Vennersdorf uddannelsen til serviceøkonom fra Erhvervsakademi MidtVest i Holstebro.

Og nærmest inden hun fik eksamensbeviset overrakt, havde hun startet sin første konsulentvirksomhed, der hjalp virksomheder og organisationer med events. Det gik godt, og hun lavede blandt andet events for cityforeninger, Aulum Dyrskue og Silkeborg Regatta. 

– Jeg kan kort og godt ikke lade være. Der er en indre Duracell-kanin i mig, og jeg har siden barnsben altid valgt at tage arbejde, der giver mulighed for frie rammer og selvbestemmelse. Jeg har f.eks. aldrig siddet i Netto, fordi faste rammer passer jeg ikke ind i, fortæller Jane Vennersdorf.

"Ved at tjene mine egne penge, kan jeg også råde over min egen tid, og det er det vigtige for mig. " 

– Jane Vennersdorf, ejer af MAJA Marketing 

Et brat stop til en ny begyndelse

I september 2016 blev Jane mor og samtidig blev hun diagnosticeret for sclerose. Det satte en midlertidig stopper for hendes selvstændige virke som konsulent. Men diagnosticeringen var en fejl, og hun blev kort tid efter frisk, da det viste sig at være migræne.

– Da jeg fandt ud af, at det ikke var sclerose, tænkte jeg, ’jeg har kun har et liv, så der er ingen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal bruge min tid på’.

Iværksætter-livet blev genoptaget, og det var begyndelsen på Janes nuværende konsulentvirksomhed MAJA Marketing, som hun startede op sammen med en studiekammerat fra erhvervsakademiet.

"Min underviser har virkelig hjulpet mig med at tænke, hvordan man får en levedygtig forretning op at stå".

– Jane Vennersdorf, ejer af MAJA Marketing 

I dag er det fire tidligere studerende fra erhvervsakademiet, der udgør MAJA Marketing. I det daglige hjælper de små og mellemstore virksomheder med alt inden for markedsføring, website og events. 

At tænke business

Imens Jane opbyggede MAJA Marketing valgte hun at starte på professionsbacheloren i innovation og entrepreneurship for at få mere viden om det at tjene penge og have en bæredygtig forretning.

– Min underviser har virkelig hjulpet mig med at tænke, hvordan man får en levedygtig forretning op at stå. Før i tiden fik jeg et hav af ideer, men ingen af dem var en sund forretning. På uddannelsen lærte jeg blandt andet at rejse investorer og arbejde med målgrupper og business cases. I dag tænker jeg business, fortæller Jane Vennersdorf.  

Pengene er ikke drivkraften

På nuværende tidspunkt er Jane, ved siden af sit virke og ejerskab i MAJA Marketing, i gang med at bygge endnu en konsulentvirksomhed op, hvor hun rådgiver om personlighedstyper og hjælper ansatte i virksomheder med at lave personlighedsanalyser.

Man kunne fristes til at tro, at drivkraften er penge. Men sådan ser Jane ikke på det.

– Det har aldrig været pengene, der er drivkraften. Penge er midlet til, at jeg kan gøre det, jeg gerne vil. Ved at tjene mine egne penge, kan jeg også råde over min egen tid, og det er det vigtige for mig. Bare jeg kan få råd til at spise sushi én gang om måneden, så er jeg sådan set tilfreds, griner Jane til slut.

 

Bliv serviceøkonom

På den 2-årige erhvervsakademiuddannelser bliver de studerende rustet til at skabe oplevelser med service, kreativitet og økonomi for øje. Efter endt uddannelser kan de blive alt lige fra event- og turismekoordinator til hotel manager og projektmedarbejder.

Læs mere

Innovation og entrepreneurship

På den 1,5-årige professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship arbejder de studerende med kreativ idégenerering, innovative processer, innovationsledelse og forretningsudvikling enten i egen virksomhed eller i en allerede eksisterende virksomhed.

Læs mere