Cecilie fandt sin rette hylde
20. aug 2018
Cecilie Astorp Madsen tog erhvervsakademiuddannelsen til markedsføringsøkonom og en professionsbachelor i international handel og markedsføring hos Erhvervsakademi MidtVest. Nu sidder hun i drømmejobbet som brand coordinator i den internationale virksomhed, A-Tex.
Det var efter tre et halvt år som salgsassistent hos grossistvirksomheden Kramp i Skjern, at Cecilie Astorp Madsen i februar 2017 blev ansat i A-Tex, der udvikler og varetager brands for store kunder som Hugo Boss, Bestseller og Joe & the Juice.
”Jeg havde længe haft et godt øje til A-Tex, så da muligheden opstod for et barselsvikariat som salgssupporter, tog jeg chancen og hoppede over fra mit faste job. Fem måneder efter blev en stilling fri som brand coordinator hos A-Tex. Det fik jeg lov til at prøve, og nu sidder jeg igen i en fast stilling,” fortæller Cecilie.
”Som jeg selv har erfaret, så kan man bruge den (red. markedsføringsøkonom) mange forskellige steder. Jeg synes også, at kendskabet har spredt sig til virksomhederne. Hvis de læser markedsføringsøkonom på CV’et, så tager de gerne en kop kaffe med dig. Vi er i hvert fald en håndfuld hos os, som har taget uddannelsen.”
- Cecilie Astorp
En bred vifte af kompetencer
A-Tex er en international virksomhed med kunder over hele verden. Som brand coordinator har Cecilie ansvaret for en håndfuld brands. Hun anvender en bred vifte af de kompetencer, som hun lærte på uddannelsen til markedsføringsøkonom ved Erhvervsakademi MidtVest.
”Jeg bruger engelsk, når jeg taler med kollegaer fra lande som Indien, Bangladesh og Kina. Jeg sørger for, at produkterne kommer hjem til tiden, og de placeres på et lager, så det giver bedst mening for både os og kunden. Jeg forhandler også selv priser og er i daglig kontakt med både sælgere og kunder.”
Talent og interesse
Det var først efter gymnasiet, at Cecilie på en halv-årig HHX blev introduceret for de mere erhvervsrettede fag som markedsføring og virksomhedsøkonomi. Cecilie fandt ud af, at her var noget, hun både havde talent og interesse for, så hun tog konsekvensen og læste videre på den toårige erhvervsakademiuddannelse til markedsføringsøkonom ved Erhvervsakademi MidtVest.
”Jeg syntes, at det var enormt spændende at lære, hvordan du afsætter ting. Desuden gav tal pludselig mening, når de blev kædet sammen med noget erhverv som virksomhedsøkonomi og omsætning. I gymnasiet havde jeg også haft matematik, men det var bare alt for teoretisk til mig,” siger hun.
Klædt på til arbejdslivet
Cecilie afsluttede uddannelsen som markedsføringsøkonom hos Erhvervsakademi MidtVest i 2011. Hun mener, at uddannelsen giver en viden, der betyder, at man er klædt på til at træde ud på arbejdsmarkedet.
”Det gælder faktisk hele kæden i forhold til, hvad man beskæftiger sig med i en virksomhed – lige fra indkøb til salg og logistik. Vi havde også kommunikation, hvor vi lærte, hvordan vi omgås folk i en virksomhed samt ledelse, hvor vi lærte, hvordan en organisation er bygget op.”
Efter at have færdiggjort uddannelsen som markedsføringsøkonom besluttede Cecilie sig for at tage en professionsbachelor i international handel og markedsføring hos Erhvervsakademi MidtVest. Den blev afsluttet i 2013.
”Jeg vil helt klart anbefale professionsbacheloren, hvis man ønsker at arbejde videre med salg, eller hvis man vil arbejde internationalt. På overbygningen fik vi fag på engelsk, hvilket blandt andet betød, at jeg lærte de engelske fagudtryk, som jeg anvender den dag i dag,” siger Cecilie.
Man ved aldrig, hvad næste dag bringer
I øjeblikket er Cecilie på barsel, men hun glæder sig til at komme tilbage på arbejdet hos A-Tex, hvor hun aldrig ved, hvad næste dag bringer, og hvor hun dagligt er i kontakt med mange forskellige mennesker.
”Jeg har nok bare fundet min rette hylde. Jeg arbejder med spændende produkter, og så er A-Tex en ung virksomhed, hvor der er virkelig god kemi mellem os medarbejdere,” siger Cecilie og slutter interviewet med at anbefale erhvervsakademiuddannelsen som markedsføringsøkonom.
”Som jeg selv har erfaret, så kan man bruge den mange forskellige steder. Jeg synes også, at kendskabet har spredt sig til virksomhederne. Hvis de læser markedsføringsøkonom på CV’et, så tager de gerne en kop kaffe med dig. Vi er i hvert fald en håndfuld hos os, som har taget uddannelsen.”
Bliv markedsføringsøkonom
Den 2-årige erhvervsakademiuddannelse til markedsføringsøkonom er en bred uddannelse inden for salg og markedsføring, der åbner en masse døre. Vores studerende får job som fx SoMe Manager, marketingkonsulent eller salgsansvarlig.
International handel og markedsføring
På den 1,5-årige professionsbachelor i international handel og markedsføring får de studerende kompetencer inden for marketing, handel og salg for at kunne arbejde med fx marketing- og salgskampagner, on- og offline markedsføring, indkøb og salg.