Årets EAMV-praktik: Praktikanter skaber værdi for virksomheden

17. maj 2022

En fuldstændigt enig jury har kåret Velux i Thyregod som dette års vinder af EAMV-praktik. Virksomheden har haft Johanne Helene Kjær i praktik som produktionsteknolog.

Produktionsteknolog Johanne står sammen med Anders Laursen i produktionen på Velux
Produktionsteknolog Johanne Helene Kjær (tv) og praktikvejleder Anders Laursen (th) er begge stolte over at modtage prisen som Årets EAMV-praktik 2022

Anerkendelsen betyder meget

Anders Laursen, praktikvejleder og VOS Manager på Velux, byder indenfor hos vinduesproducenten, og han er tydeligt stolt over at modtage prisen som årets EAMV-praktik:

”Jeg er megastolt over, at Johanne har indstillet os som den bedste praktikplads. Vi har en vildt hektisk hverdag, så det er fedt at opleve, at vi alligevel formår at skabe gode rammer for en praktikant. Derfor betyder den her anerkendelse meget for os”.

41-årige Johanne Helene Kjær beskriver sin praktik med ordene: Spændende, lærerigt og erfaring.

”Alle på Velux har taget godt imod mig, og jeg har følt mig godt tilpas. De viser stor interesse for mig som praktikant og har jeg følt mig på lige fod med de andre medarbejdere”, siger Johanne Helene Kjær om sit praktikophold.

Årets praktikant er gaven, der bliver ved med at gi’

Anders Laursen har sammen med sit team stillet Johanne Helene Kjær opgaven med at lave en værdistrømsanalyse på et nyt fladtagsvindue i løbet af de tre måneders praktik.

”Vi har manglet overblik og mere specifik viden om processen og tidsforbruget i forbindelse med produktionen af det her nye produkt. Der må jeg bare sige, at Johanne er gaven, der bliver ved med at gi’. Hun arbejder så selvstændigt og har lavet et virkeligt gennemført projekt”, roser Anders Laursen.

"De her studerende bliver en ekstra ressource og skaber værdi for virksomheden, for de hjælper os med at holde fokus på det specifikke projekt, de arbejder med."

Anders Laursen, praktikvejleder og VOS Manager på Velux

Praktikanter skaber fokus og værdi for virksomheden

Velux har tidligere haft praktikanter i både kortere og længere tid. Praktikvejlederen er ikke i tvivl om, hvorfor de prioriterer de nye input fra studerende.

”Vi har altid en række opgaver, vi gerne vil have løst. De her studerende bliver en ekstra ressource og skaber værdi for virksomheden, for de hjælper os med at holde fokus på det specifikke projekt, de arbejder med. Og så er det bare fedt at se, hvordan de studerende også vokser med opgaven”, siger Anders Laursen.

Årets Erhvervsakademipraktik

Årets Erhvervsakademipraktik blev første gang uddelt i 2016, og siden har tusindvis af praktikanter fra erhvervsakademierne rundt om i landet hvert år haft mulighed for at give deres virksomhed et skulderklap ved at nominere dem til den prestigefyldte pris.

De otte erhvervsakademier finder hvert år deres lokale vinder, som dyster i en national konkurrence for at finde den bedste praktikplads i Danmark.
Velux og Johanne Helen Kjær går efter også at blive national vinder af Årets Erhvervsakademipraktik, når denne kåres onsdag den 25. maj hos Dansk Industri i København.

 

Bliv produktionsteknolog

På den 2-årige erhvervsakademiuddannelse til produktionsteknolog lærer de studerende at produktudvikle, planlægge, optimere og konstruere i en produktionsvirksomhed. Kort sagt at følge processen fra idé og konstruktion til produktion og salg.

Læs mere