Studerende på digital konceptudvikling arbejder med post-its på tavle

Digital konceptudvikling

Udforsk digital marketing og e-handel i tæt samarbejde med spændende virksomheder. Udfold dine strategiske tanker, kreative løsninger og intelligente eksekveringer og få erfaring i at udvikle en virksomheds digitale tilstedeværelse.

Med den 1,5-årige professionsbachelor i Digital Konceptudvikling får du kompetencerne og erfaringerne til at kickstarte en karriere som fx E-commerce Manager, Digital Marketing specialist og digital lead.

Studiestart 26. august 2024

Varighed 1,5 år

Lokation Herning

Økonomi SU

Professionsbacheloren i digital konceptudvikling er en overbygningsuddannelse af 3 semestres varighed. Uddannelsen bygger videre på din 2-årige uddannelse fra et erhvervsakademi, professionshøjskole, el.lign.

Uddannelsen består af følgende elementer:

  • 1. semester med fokus på digital konceptudvikling, værdiskabelse, data og digitalt indhold
  • 2. semester med fordybelse i e-handel og digital marketing
  • Valgfag med mulighed for individuel specialisering
  • Et praktikophold i en virksomhed
  • Et afsluttende bachelorprojekt

Hvordan er undervisningen på digital konceptudvikling?

Forløbet på uddannelsen er en blanding mellem undervisning og projekter. På hver af de første 2 semestre vil du bruge cirka halvdelen af tiden i klasselokalet og den anden halvdel med at lave relevante projekter for lokale virksomheder. De 2 første semestre byder således på i alt 6 projekter af minimum 2 ugers varighed, hvor du får mulighed for at udfolde dine teoretiske og praktiske færdigheder i direkte samarbejde med erhvervet.

Undervisningen er bygget på dialogbaseret klasseundervisning, hvor du får mulighed for at fordybe dig i relevant og aktuel teori koblet med inspirerende cases og trends fra innovative virksomheder. Sammen med dine undervisere og studiekammerater, vil du således fordybe dig og udforske det nyeste og mest relevante inden for den digitale marketing og e-handels scene.

Tredje og sidste semester bruger du på et praktikophold og dit afsluttende bachelorprojekt, før du kan kalde dig for Professionsbachelor i Digital Konceptudvikling og starte en spændende digital karriere.

Hvilke fag er der på digital konceptudvikling?

På uddannelsen digital konceptudvikling har du i løbet af de to første semestre fag med fokus på digital marketing, e-handel, konceptudvikling, data og digitalt indhold.

Læs mere om fagene herunder.

Fag på 1. semester

På første semester bliver du introduceret til de centrale områder inden for digital konceptudvikling via følgende 5 fag:

Værdiskabelse

Værdiskabelse lærer dig at udvikle digitale koncepter, der skaber værdi for virksomheder og brugere. Undervisningen fokuserer på konceptuel forbedring eller nyudvikling af virksomheders og organisationers koncepter og løsninger inden for e-handel og digital marketing.

Data I

I Data-faget lærer du at udforske og skabe det rigtige grundlag for dine digitale initiativer og koncepter. Undervisningen fokuserer på at skabe den påkrævede viden for at producere værdiskabende forbedringer af målgruppens digitale oplevelser igennem en praktisk tilgang til særligt dataindsamling og bearbejdning af den indsamlede data

Teknologiforståelse

Teknologiforståelse handler om de vigtigste tendenser inden for teknologisk udvikling, metoder og teorier, som er væsentlige at kende til i forhold til udvikling af digitale koncepter. Du skal kunne reflektere over og forstå samspillet mellem menneske, samfund, digitale medier og teknologisk udvikling for at kunne udvikle digitale koncepter på tværs af medier og platforme både lokalt og globalt.

Content marketing

I Content Marketing lærer du at skabe digitale strategier og indhold, der matcher virksomheden og målgruppen. Du vil blive klædt på til at lave digitalt indhold på både strategisk og operationelt niveau og du vil få hands-on erfaring i diverse digitale kanaler såsom SoMe, hjemmeside og nyhedsbreve. Faget klæder dig således på til at gå i dybden på næste semester med e-handel og digital marketing.

Videnskabsteori

I videnskabsteori lærer du at forstå og anvende grundlæggende videnskabelige metoder og videnskabsteoretiske retninger. Du får en forståelse af, hvordan viden skabes og formidles.

Fag på 2. semester

På andet semester bygger du oven på fagene fra første semester, så du får en mere omfattende viden om digital konceptudvikling. Semestret fokuserer og specialiserer dig i e-handel og digital marketing.
Der er på semestret følgende 4 fag:

Digital marketing

I digital marketing lærer du at udvikle og realisere marketingkoncepter for virksomheder og organisationer, som kan tiltrække, konvertere og fastholde brugere/kunder på den mest effektive måde. Værktøjerne spænder bredt og du vil blandt andet få praktisk erfaring med annoncering på Sociale Medier og Google samt lære de strategiske tanker der ligger bag. 

E-handel

E-handel former din faglige profil, så du bliver kvalificeret til at udvikle koncepter indenfor e-handelsbranchen. Du får teoretisk viden og praktisk erfaring med de nyeste og vigtigste tendenser, og bliver samtidig i stand til at optimere og administrere virksomheders e-handelsløsninger, fx med henblik på bedre konvertering, øget mersalg og søgemaskineoptimering.

Data

Hvor 1. semesters datafag fokuserede på at indsamle viden og skabe de rigtige grundlag, vil faget på 2. semester fokusere på forståelse, analyse og kommunikation. Du lærer således at forså og tolke på de indsamlede data og kommunikere det på en spændende, forståelig og effektiv måde. Dermed lærer du at bruge din data aktivt til at optimere og forbedre virksomhedens digitale udbud. 

Valgfag

På 2. semester skal du vælge et valgfag. Det giver dig mulighed for at dykke ned i et fagområde, så du skærper din faglige profil. Valgfagene udvikles løbende i takt med arbejdsmarkedets efterspørgsel, og kunne eksempelvis være Mobil Video eller Data Visualisering.

Du har også mulighed for selv at skabe dit eget fag og dermed specialisere dig i din interesse. 

Prøv din nye viden af i en virksomhed

På 3. semester skal du i praktik i Danmark eller i udlandet i 13 uger. Her får du mulighed for at afprøve de ting, du har lært i løbet af de første to semestre. Samtidig stifter du bekendtskab med erhvervslivet og får indsigt i de krav og forventninger, virksomhederne har til Professionsbachelorer i Digital Konceptudvikling.

Du er selv ansvarlig for at finde et praktiksted. Dit valg af praktiksted skal selvfølgelig gerne afspejle dine fremtidsønsker. Underviserne på uddannelsen vil hjælpe dig med sparring og vejledning i processen med at vælge praktiksted og skrive ansøgninger.

Vores mål er at hjælpe dig med at finde et praktiksted med et behageligt miljø, hvor du får lov til at udføre nogle spændende arbejdsopgaver, der knytter sig til det felt, du ønsker at specialisere dig inden for.  

Du kan komme i praktik i mange forskellige virksomheder. På kortet her kan du se, hvor i Danmark, der tidligere har været studerende i praktik.

Praktik i udlandet

Flere og flere af vores studerende søger mod udlandet i deres praktikperiode. Et praktikophold i udlandet er en investering i din fremtid. Du lærer om en fremmed kultur og får øvet dine sprogfærdigheder. For langt de fleste er et praktikophold i udlandet en oplevelse for livet, der styrker dem fagligt og personligt.

Sådan kommer du i gang

Hvis du ønsker at tage dit praktikophold i udlandet, er det en god idé at være tidligt ude med planlægningen. Da ansøgningstiden for legater og Erasmus kan være en langsommelig proces, anbefaler vi, at du allerede et halvt års tid før praktikperiodens start går i gang med at planlægge dit ophold. 

Læs mere om praktik i udlandet

Læs mere om uddannelsen i studieordningen

I studieordningen for din uddannelse kan du læse mere om bl.a.:

  • eksamener
  • fagene, inkl. hvordan de fordeler sig på semestrene
  • bæredygtighe i uddannelsen

Du finder studieordningen for din uddannelse her

Adgangskrav til digital konceptudvikling

For at blive optaget på digital konceptudvikling skal du have bestået en erhvervsakademiuddannelse.

Uddannelser med direkte adgang

Du skal have bestået en af disse uddannelser, før vi kan optage dig:

  • Datamatiker
  • Designteknolog
  • Entreprenørskab og design
  • Markedsføringsøkonom
  • Multimediedesigner

Vi vurderer din ansøgning på baggrund af det vægtede gennemsnit fra din erhvervsakademiuddan­nelse. 

Hvis du selv vil beregne, hvad det vægtede gennemsnit er, kan du indtaste dine karakterer og til­hørende ECTS-point i skemaet her. Beregneren er kun vejledende.

Andre uddannelser kan også give adgang

Hvis du er serviceøkonom, handelsøkonom, e-designer eller lignende kan du søge optag med dispensation. 
De nævnte uddannelser er blot eksempler fra en lang række af uddannelser som kan give adgang via en søgning med dispensation.

Kontakt studievejledningen for nærmere information om dispensation.

Digital konceptudvikling har adgangsbegrænsning

På uddannelsen i digital konceptudvikling må vi maksimalt optage et bestemt antal studerende, så søg i dag og få din plads blandt fremtidens digitale frontløbere.

Din studietid på EAMV

At være studerende på Erhvervsakademi MidtVest er både en faglig og social udviklingsproces, hvor du vokser både menneskeligt og fagligt. Det er i hvert fald vores mål. Vi er en mindre uddannelsesinstitution med blik for den enkelte studerende, så hos os skal du ikke være bange for at blive væk i mængden.

En uddannelse i tæt samarbejde med erhvervslivet

Vores uddannelser er projektorienterede, tæt på praksis og baseret på cases, individuelle opgaver og praktikophold. Det har vi valgt, da vi ønsker at forberede vores studerende så godt som muligt på hverdagen i en virksomhed. Som studerende på EAMV, får du afprøvet din viden i praksis.

Fagligheden i fokus

Vores undervisere sætter en ære i at holde sig opdaterede på de nyeste tendenser inden for deres fagområde, så kvaliteten af undervisningen bliver så god som overhovedet muligt. EAMV lægger stor vægt på efteruddannelse og tæt kontakt med det private erhvervsliv og offentlige institutioner, så vi kan klæde dig bedst muligt på til at løse de opgaver, som erhvervslivet står overfor både i dag og i fremtiden.

Er du klar til fest og fredagsbar?

Erhvervsakademi MidtVest byder på meget mere end fagligt indhold. Studiestarten indledes med introdage og en stor introfest. På den måde bliver du allerede fra begyndelsen introduceret til andre studerende på tværs af alle uddannelser. Derudover holder vi fredagsbar hver fredag.

DSR – De Studerendes råd

DSR er din mulighed for at involvere dig og få indflydelse på, hvordan det er at være studerende på Erhvervsakademi Midtvest. DSR består af frivillige studerende og kæmper for de studerendes sag. Der er typisk to studerende fra hvert hold repræsenteret i DSR. Ved studiestart får du en introduktion til DSR og mulighed for at blive valgt ind.

Bliv en del af studielivet i Herning

Du kommer til at have din studietid i vores afdeling i Herning. Her vil du opleve at blive en del af en uddannelsesby i udvikling.

I Herning har du mulighed for at deltage i mange forskellige kulturoplevelser. Fra de store musikalske oplevelser på spillesteder som Fermaten og Jyske Bank Boxen til fordybelsen på biblioteket eller i Huset nr. 7.
Så uanset om du er til kunst, koncerter, stand-up eller en god bog, er der helt sikkert noget for dig.

Herning byder også på et væld af naturoplevelser. Tag badetøjet med til Fuglsang Sø eller oplev den spændende natur i Knudmosen. Der er også talrige gå-, løbe-, cykel- og mountainbike-ruter i parkerne og skovområderne i og omkring Herning.

Fordele som studerende

Da Herning er en mindre studieby giver det dig som studerende langt bedre mulighed for at mødes i fællesskaber med studerende fra andre uddannelser og uddannelsessteder.

Uddannelsesby Herning inviterer løbende alle studerende på tværs af byens forskellige uddannelsesinstitutioner til gratis arrangementer.

Pga. et godt samarbejde mellem Uddannelsesby Herning, FC Midtjylland, HC Midtjylland og Herning Blue Fox kan du desuden sikre dig billige studiebilletter til holdenes hjemmekampe.

Bo billigt - og godt - i Herning

I Herning er der mange måder at bo på. Her er ca. 1000 studieboliger og en masse private lejligheder til gode priser.

Gennemsnitsprisen for en 1- eller 2-værelses studiebolig er ca. 3.500 kr. plus forbrug, men du kan også godt finde en fra 2.400 kr. Og så er de alle med eget køkken og bad.

Du kan læse mere om livet som studerende i Herning og hvor du finder en bolig i Herning på Uddannelsesby Hernings hjemmeside.

Hvilke jobs kan du få som digital konceptudvikler?

De seneste år har vist, at en uddannelse som Digital Konceptudvikler hos EAMV hurtigt fører til spændende og relevante jobs.

Da du bliver kvalificeret til at skabe fremtidens digitale koncepter i inden for online salg og marketing og vil typisk arbejde med at drifte, udvikle og videreudvikle koncepter og initiativer her.

Dette kan være hos webshops eller ved virksomheder, som supplerer deres forretning via en webshopløsning. Du kan også blive ansat i en virksomheds marketing afdeling, hvor du vil bringe kompetencer inden for det digitale. Dette kan enten være via en generel digital marketing rolle eller som specialist i en af de digitale discipliner såsom sociale medier, Google ads, marketing automation, osv.

Typiske stillinger for digitale konceptudviklere

Vi har set de seneste års digitale konceptudviklere blive ansat i stillinger som: 

  • E-commerce manager
  • Online marketing manager
  • Social media manager
  • Digital marketing specialist
  • Marketing coordinator
  • Digital marketing konsulent
  • Content creator

... Og mange andre spændende jobs

Hvad må du kalde dig, når du er færdig med uddannelsen?

Når du har opnået din bachelorgrad, har du ret til at benytte den danske titel Professionsbachelor i digital konceptudvikling (PBA digital konceptudvikling). På engelsk kan du kalde dig Bachelor of Digital Concept Development (BA of Digital Concept Development).

Du kan også læse videre

Da uddannelsen er på niveau med en bacheloruddannelse fra et universitet, har du mulighed for at fortsætte på en master- eller kandidatuddannelse på et universitet i Danmark eller i udlandet. Adgangskravene kan dog være forskellige, og du skal evt. supplere med et par fag. Hør nærmere på det studiested, du ønsker at søge om optagelse på.

En varm anbefaling

Det bedste ved Digital konceptudvikling er nok arbejdsgangen og underviserne. Der er samarbejde med forskellige virksomheder i vores projekter, så vi sidder ikke med noget fiktivt, men faktisk med et egentligt problem, som skal løses.
Derudover er underviserne hele nede på jorden, og de ved hvem alle er i klassen.

Så jeg vil varmt anbefale uddannelsen, hvis man overvejer den. Man vil ikke fortryde.

Maiken Gry, studerende på Digital konceptudvikling

Baggrund fra reklamebranchen

Jeg brænder for uddannelsen Digital Konceptudvikling fordi jeg får lov at arbejde med motiverede og engagerede studerende. Selv har jeg en baggrund fra reklamebranchen, hvor jeg primært arbejdede med udarbejdelse af analyser og digital marketing. 

Kenneth Dahl, underviser på professionsbachelor i digital konceptudvikling